21-04-2009

Pressalit Groups årsresultat præget af recessionen
Pressalit Group mærker konsekvenserne af den globale recession og kommer ud af 2008 med et resultat, der ligger noget under det budgetterede. Årsregnskabet viser en omsætning på 537,4 mio. DKK og et overskud før renter og skat på 21,8 mio. DKK. Set i lyset af finanskrisen må resultatet dog betegnes som acceptabelt, og Pressalit Group er fortsat en sund virksomhed med en høj soliditet, beretter virksomhedens ledelse i en kommentar til årsregnskabet.


Recessionen kan mærkes

Ligesom mange andre danske virksomheder har Pressalit Group oplevet mærkbare konsekvenser af den globale recession. Nedgangen i afsætning, der opstod som følge af recessionen, kunne mærkes hos Pressalit Group fra tredje kvartal 2008. Den vigende ordreindgang i de sidste måneder af 2008 blev forstærket af kundernes nedbringelse af lagre. Derudover var den negative kursudvikling på flere valutaer med til at forværre resultatet yderligere.

Opbremsningen har medført, at koncernen kommer ud af 2008 med et resultat, som ligger noget under det budgetterede. Pressalit Groups årsregnskab viser en omsætning på 537,4 mio. DKK, hvilket er et lille fald i forhold til 2007. Mere markant var indflydelsen på resultatet før renter og skat (EBIT), som i 2008 endte med et plus på 21,8 mio. DKK, hvilket omtrent er en halvering i forhold til året før. Overskuddet efter skat blev på 7,4 mio. DKK.

Pressalit Group er dog fortsat en sund virksomhed, påpeger viceadm. og ordførende direktør Dan Boyter: ”Hvis man kigger på det budget, der var lagt for året, er resultatet for 2008 naturligvis utilfredsstillende. Det er det svageste resultat for koncernen i mange år, og vi må erkende, at recessionen har haft en mere markant indflydelse end forventet. Vi forventer også, at opbremsningen sætter sit tydelige aftryk på året 2009. Men vi må hæfte os ved lyspunkterne, og vi kom stadig ud af 2008 med et plus på bundlinjen. Lige nu kommer det os til gode, at vi i de seneste år har opbygget en høj soliditet og kun har en lav grad af fremmed belåning. Det giver os gode forudsætninger for at styre gennem krisen, og vi har en forventning om at genoptage vores vækstmål inden for en overskuelig fremtid.”

Jubilæumsår hos Pressalit Group
Det var dog ikke kun finanskrisen, der gjorde 2008 til et særligt år for Pressalit Group. Dette fremgår af virksomhedens årsprofil, som udsendes samtidig med regnskabet. Heri fremhæves det bl.a., at 2008 i dobbelt forstand var et jubilæumsår for virksomheden. Dels var det 10 år siden, at tredje generation af Boyter-familien overtog ledelsesansvaret for virksomheden. Og dels kunne Kim Boyter fejre, at det var 25 år siden, han indledte sin karriere i den familieejede virksomhed.

Året 2008 bød også på nye løfter for fremtiden: Pressalit Care-divisionen har bl.a. udvidet aktiviteterne med et nyt datterselskab i Sverige. Og et systematisk innovationsarbejde har resulteret i en nyskabelse i produktkategorien for toiletsæder, hvor Pressalit således har præsenteret en verdenspremiere i form af et selvlukkende toiletsæde, kaldet AutoClose®.

**********

Fakta om Pressalit Group A/S:

· Pressalit startede i 1954 og er i dag en af Europas førende producenter af toiletsæder og badeværelsesløsninger for bevægelseshæmmende

· I dag er Pressalit et koncernselskab – Pressalit Group A/S – med 2 selvstændige divisioner: Pressalit Care og Pressalit, som også omfatter produktbrandet SaniScan.

· Pressalit Groups direktion udgøres af: Kim Boyter (adm. direktør) og Dan Boyter (vice adm. og ordførende direktør)

· Ansvarsfordelingen i direktionsregi er følgende:
Kim Boyter har det forretningsmæssige hovedansvar for de to divisioner, Pressalit A/S og Pressalit Care A/S. Dan Boyter har ansvaret for bl.a. stabsfunktionerne HRD, kommunikation og innovation samt særlige udviklingsprojekter.

· Pressalit Group har datterselskaber i følgende lande: England (Pressalit Care plc), Tyskland (Pressalit GmbH), Frankrig (Pressalit SARL), Sverige (Pressalit Care AB) og Norge (Pressalit AS)


For yderligere oplysninger:

Dan Boyter, Viceadm. og ordførende direktør, Email: dkb@pressalitgroup.com, tlf.: 87888701 el. 40102412
Thomas Mandrup, Senior Corporate Communications Manager, Email: tma@pressalitgroup.com,
tlf.: 8788 8706 el. 2029 2283



Tilbage