25-01-2006

Pressalit sponsorerer nyt eliteakademi for handicapidrætten

Tirsdag den 24. januar 2006 blev startskuddet til samarbejdet om Pressalit Sports Academy – et nyt eliteakademi for handicapidrætten. Den officielle præsentation skete ved et godt besøgt pressemøde i Idrættens Hus i Brøndby, hvor også Pressalit Cares Keep Living-pris 2005 blev uddelt.


Pressalit har i en årrække sponsoreret handicapidrætten via et tæt samarbejde med Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), men det nye Pressalit Sports Academy varsler endnu mere ambitiøse mål. Akademiet er et samarbejde mellem Pressalit Group, DHIF og Team Danmark, og det er et projekt, der bunder i en ambition om at placere Danmark blandt de allerbedste ved de Paralymiske Lege (PL) i Beijing i 2008 - samt hæve eliteniveauet inden for dansk handicapidræt generelt.

DHIF’s Eliteudvalg har udvalgt 16 topatleter fra forskellige discipliner til at deltage i træningen på eliteakademiet. Her vil de få støtte til at optimere deres sportslige præstationer bl.a. ved hjælp af bedre træningsplanlægning og mentaltræning.

Pressalit Group sponsorerer projektet med 3,2 millioner kr. frem til 2008:
"Handicapatleterne er med til at inspirere Pressalit og er rigtig gode ambassadører for Keep Living- filosofien. Vi vil gerne som virksomhed være med til at støtte exceptionelle mennesker, der viser, at banale ting ikke forhindrer store præstationer", fortalte Dan Boyter om baggrunden for Pressalits involvering i projektet.

Rene Nielsen, flerårig Keep Living-ambassadør og medaljevinder ved handicap-OL, betegnede Pressalit Sports Academy som innovativt og visionært, og han så store perspektiver for elitehandicapidrætten: "Pressalit Sports Academy vil være med til at skabe øget respekt for handicapsport og forhåbentlig bidrage til at en større accept og anerkendelse af handicappede som hele mennesker".

Uddeling af Keep Living prisen


Netop det at skabe mere respekt for handicapidrætten nævnte årets vinder af Keep Living prisen, den 29-årige cykelrytter Karen Jacobsen, som noget af det allervigtigste. Karen Jacobsens smilende og positive udstråling lyste rummet op gang på gang, men der herskede ingen tvivl om, at der også lå alvor og store ambitioner gemt bag det energiske glimt i øjet.

Dan Boyter begrundede valget af Karen Jacobsen som vinder af Keep Living-prisen således: "I Pressalit Care tror vi på, at mange begrænsninger kan brydes ned med den rigtige indstilling og de rigtige hjælpemidler. At man kan udfolde sig fuldt som menneske også med et handicap. En gang imellem møder vi nogle personer, som med deres liv udtrykker denne ubegrænsethed bedre, end vi kan beskrive den med ord. Karen Jacobsen er en sådan ‘Keep Living’-person, og det er en stor glæde for mig at kunne tildele hende Keep Living-prisen 2005."

Karen Jacobsen var smigret og stolt over at modtage Keep Living prisen, som hun så som en anerkendelse af handicapsporten, der forhåbentlig kunne være med til at inspirere andre. "Det er helt klart det der motiverer mig mest – at være med til at skabe mere respekt om sporten og inspirere andre handicappede til at tro på dem selv." De 20.000 kr., der fulgte med Keep Living prisen, skal bruges til en ny enkeltstartscykel – og målet for 2006 er klart: Guld ved cykel-VM i september.



Tilbage