Deltagere
DHIF’s Eliteudvalg har udvalgt 21 topatleter fra forskellige discipliner til at deltage i træningen på Pressalit Sports Academy. Alle deltagerne har en realistisk chance for at vinde medaljer ved De Paralympiske Lege. Sammen med deres trænere og en coach får de gennem seminarerne redskaber til brug i deres træning og mentale forberedelse.
Atleterne har givet positiv feedback på de konkrete værktøjer, som de nu bruger aktivt i udviklingen af deres træning. En stor del af akademiet handler dog også om at få skabt et sammenhold, således de danske deltagere kan stå sammen som nation i Beijing. Handicapeliteidræt har ikke været i gang så længe som raskidrætten, og derfor er den grundlæggende kultur ved at blive opbygget. I den forbindelse har akademiet været med til at samle atleterne uanset idrætsgren og har skabt en større fællesskabsfølelse blandt deltagerne.